Overskud på trods af corona

Se hele artiklen i  Sermitsiaq - 26. marts 2021

Arctic Group vender underskud til overskud i 2020, hvor virksomheden har konsolideret sin position som business to business-leverandør.
Arctic Group A/S forventer sorte tal i regnskabet for 2020, selv om coronaen har været en stor udfordring på alle virksomhedens markeder i det nordatlantiske: Grønland, Færøerne, Island og Svalbard.
– Vi kom ud af 2019 med et underskud på godt 10 millioner kroner. Den udvikling er vendt, så vi forventer at præsentere et solidt overskud for 2020 på generalforsamlingen den 7. april, siger Thomas Hjort, administrerende direktør i Arctic Group A/S.
Arctic Group solgte med virkning fra udgangen af februar 2020 sine grønlandske detailbutikker til Pisiffik – og det er en medvirkende årsag til, at det nu går fremad.


Business to business
– Vi har gennemført en transformation, så vi nu er en rendyrket business to businessvirksomhed uden egne butikker – altså grossist, forklarer Thomas Hjort.
– Det har givet os et større fokus på de professionelle kunders behov, og vi kan derfor udnytte vores spidskompetence inden for logistik og levering på de nordatlantiske markeder.
– Det er ofte udfordrende på grund af geografi og klima, men her kan vi noget, som ingen andre kan – og det skal vi naturligvis udnytte.
Arctic Group har et tæt samarbejde med blandt andet Reitan distribution og Rema1000 i Danmark, hvor Arctic Group leverer varer til grønlandske KNI og butikskæder på Island og Færøerne.


Usikkerhed i turismen
– Da coronaen brød ud, oplevede vi naturligvis en vis usikkerhed. Blandt andet er turismen på Svalbard gået helt i nul, og det er fortsat usikkert, hvornår det åbner igen, siger Thomas Hjort.
– På det grønlandske marked kom der efter nogle usikre måneder også gang i foodservice-sektoren, blandt andet på grund af hjælpepakkerne og staycation-kampagnen.
– Derfor valgte vi også at fortsætte vores investeringsprogram på markederne, hvor vi blandt andet har renoveret ejendommene, fornyet bilparken og købt en domicilejendom på Færøerne. Alle disse investeringer kommer igen, fordi vi står stærkt rustet til en fremtid, hvor det igen bliver muligt at drive forretning uden coronaens tunge åg.
– Den helt store udfordring i 2020 har været salgssiden, fordi vi naturligvis har haft svært ved at betjene kunderne med sælgerbesøg. Derfor lancerede vi i efteråret en business to business-webshop, som kunderne har taget godt imod.



Ny aftale
– Vi har også altid stået stærkt på markedet for food-service, det man i gamle dage kaldte for catering. Den position udbygger vi nu med en aftale med den danske Hørkram Foodservice-kæde, fortæller salgsdirektør Henrik Kronborg fra Arctic Import, der er et datterselskab i Arctic Group.
– Hørkram er Danmarks tredjestørste foodservice-leverandør og gennem aftalen får vore kunder i blandt andet hotel- og restaurationsbranchen adgang til flere end 30.000 varenumre i alt fra flæskesteg til køkkengrej.
– Kort fortalt er en flæskesteg ikke bare en flæskesteg. Vi mærker en stigende efterspørgsel efter forskellighed - både højkvalitetsvarer, økologi og private label-produkter til stærke priser. Det behov kan vi nu matche sammen med det store sortiment, som vi har i dag.
Arctic Import har hidtil samarbejdet med AB Catering (Dansk Cater), kombineret med vores egen import fra hele verden, til Grønland.
– Med skiftet til Hørkram kommer der flere varenumre til. De mærkevarer og det, som vi i sælger, er fortsat tilgængelige, men kunderne vil opleve et bedre udbud og et bedre overblik, som passer til fremtidens efterspørgsel.