Krigsveteraner gør klar til grønlandsekspedition

PRESSEMEDDELELSE

Til august skal 14 danske krigsveteraner en tur til Grønland, hvor de i kajak skal tilbagelægge 400 kilometer på 16 dage. Kajakekspeditionen med navnet Greenland Challenge 2019 er arrangeret af foreningen Veterans In Motion, som er en forening for og af skadede veteraner, der lider af enten fysiske eller psykiske skader.

Den nordjyske eksportvirksomhed Arctic Import, som er en del af Arctic Group, er blandt ekspeditionens sponsorer og har blandt andet leveret de dagsrationer, som deltagerne skal leve af, mens de er afsted. Sidste fredag mødtes en gruppe af foreningens medlemmer derfor på Aalborg havn, hvor proviant, kajakker og andet udstyr til turen blev pakket. Den store ekspedition kræver nemlig god forberedelse, lyder det fra projektkonsulent hos Veterans In Motion, Robert Mortensen:


- Vi sejler ud fra Tasiilaq i Østgrønland. Derfra skal vi tilbagelægge 400 kilometer i kajak, hvor vi både kommer helt ud langs yderkysten og ind langs med indlandsisen. Det er et utroligt smukt område med stejle fjelde og mange gletsjere. Det er dog også et meget barskt og tyndt befolket område. Vandet er fyldt med is, og der er langt mellem beboelserne. Det er derfor vigtigt, at vi allerede nu er godt forberedt
, siger han og fortsætter:


- Heldigvis har vi med tidligere soldater at gøre, som har erfaring med at være ude i længere tid. På turen kommer de igen til at opleve det unikke sammenhold, man får på sådan en ekspedition, og de kommer derudover i nærkontakt med den rå natur, hvilket også har en helende effekt.

Salgskonsulent hos Arctic Import Henrik Kirk har indgående kendskab til Grønland og landets barske natur. Netop derfor er det ikke en almindelig madpakke, som eksportvirksomheden har leveret til ekspeditionen, fortæller han:

- De 20 deltagere har en dagsration hver per dag, så vi har leveret 320 dagsrationer til turen. De indeholder frysetørret aftensmad, snacks, drikkevarer osv. Og den store mængde proviant er nødvendig, da det er en lang og hård tur, de skal ud på, siger han og fortsætter:

- Vi vil med glæde give en hjælpende hånd til mennesker, der har givet alt for Danmark, og som nu befinder sig i en svær situation. Og da ekspeditionen netop foregår på vores hjemmebane i Nordatlanten, kan vores store viden om regionen samtidigt komme ekspeditionen til gode.

De 14 veteraner drager ikke afsted på egen hånd, men assisteres af tre tidligere patruljeførere hos Siriuspatruljen, en bandagist og en psykolog, som også skal med på turen. Veterans In Motion arrangerede en lignende ekspedition tilbage i 2017 med navnet Arctic Challenge, som også gik til den grønlandske østkyst. 


Om Arctic Group
Arctic Group er en familieejet koncern med over 200 medarbejdere. Virksomhedens kernekompetence er handel og service inden for et bredt sortiment af varer til dagligvarebutikker, restauranter og skibe samt dagligvarer og udvalgsvarer til offentlige og private virksomheder i Nordatlanten. Arctic Group har egne salgskontorer i Grønland og på Færøerne, hvor Arctic Group har indgået et strategisk partnerskab med Poul Hansen P/F. Derudover har Arctic Group voksende aktiviteter på Island.

 

For yderligere oplysninger kontakt venligst

  • Salgskonsulent Henrik Kirk, Arctic Group, tlf. dir. 9632 1951, mobil 2542 0900 og e-mail: hki@arcticimport.dk
  • Projektkonsulent Robert Mortensen, Veterans In Motion, mobil 2488 5407 og e-mail: rom@dif.dk
  • Presseservice: Esben Lind, Publicity PR & Kommunikation, mobil 2514 5816 og e-mail esben@publicity.dk